Henrik Ibsens skrifter

Det var mig i flere Henseender en Glæde at modtage Deres venlige Brev af 24de f. M. – Først og fremst maa jeg takke Dem, fordi De er den første, af hvem jeg klart og tydeligt har set udtalt min egen ​Oppfattning af «De unges Forbund». Det er netopp saaledes, som De siger, at Politiken i Stykket, «forsaavidt man kan sige at der er nogen», for mig har været det uvæsentlige. Men jeg ​behøvte naturligvis en ​Intrige, hvorigjennem Karaktererne kunde udvikle sig, og saa laa det jo nærmest for Haanden at vælge Situationer og Forholde, der vel till en viss Grad tør siges at være typiske for vort Samfundsliv. Har jeg rammet nogen enkelt, saa er det sket af Vanvare; og det vilde jo været en langt værre Anke mod Arbejdet, ifald man kunde have sagt at Stykkets Personer og Forholde ikke havde nogen tillsvarende Virkelighed hos os. Lystspillet maa, efter min Mening, nutilldags have et stærkt realistisk Præg. I al Fald maa Lystspildigteren, ligesaa vel som enhver anden Kunstner, bruge Model. Men der er en stor Forskjel paa et ​Modelhoved og et Portræt.

Alt dette haaber jeg imidlertid vil klarne i Publikums Bevidsthed naar først Gjæringen har faat Tid till at ​sætte sig. Uroen er jo imidlertid endnu tillstede og rimeligvis lægger den sig ikke saa snart. Men netopp herfor er jeg sterkt i Tvivl om, hvorvidt det virkelig skulde være till Gavn for Theatret om jeg for Tiden indgik paa Deres forøvrigt for mig saa ​smigrende Tillbud om at overtage nogen ​Befattning ved samme. Af ​et visst højmælt Parti betragtes jeg nu for hvad jeg mindst er og mindst ønsker at være, – en Partimand; og jeg tager neppe Fejl naar jeg forudser at min Ansættelse ved Theatret netopp nu vilde blive betragtet som en ​Stridshandske, der visstnok ikke vilde blive liggende uopptagen. En Kunstanstalt behøver Ro for at kunne virke, og under vore snevre Forholde især behøver den det hele Publikum for sig. En Splittelse kan nok stimulere for en Tid; men den virker ikke godt i Længden. – Alt dette ved De naturligvis selv meget bedre end jeg her i lang Frastand kan sige Dem det; og naar jeg alligevel nævner det, saa er det for at gjøre Rede for af hvilken Beskaffenhed mine Betænkeligheder er. – Tør jeg gjøre Dem et Spørgsmaal? Anser De Bjørnson for umulig som Theaterdirektør; og er det utænkeligt at det skulde kunne komme till en ​Udsoning mellem ham og den nuværende Bestyrelse? Som ene raadende for det artistiske er Bjørnson visselig ikke nogen ønskelig Mand; men naar alt det praktiske forblev i kyndigere og sindigere Hænder, saa turde han dog maaske fylde sin Plads. Endnu en Ting vilde jeg gjerne vide: Hvorledes er Repræsentantskabet og Skuespillerne sindet mod Bjørnson? Og dernæst, foreligger der noget Vidnesbyrd om at disse to ​Korporationer ønsker min Ansættelse? Jeg har før havt med Theatersagerne at bestille og tør ikke smigre mig med i nogen høj Grad at have havt Stemningen for mig.

Se, alt dette maatte jeg have paa det rene forinden jeg kunde give noget bestemt Svar; og selv om Forholdene end stillede sig nok saa gunstigt, kunde det jo alligevel hænde at mit Svar for Tiden maatte blive afslaaende. Skulde det derfor ikke være raadeligst, enten midlertidig at sikkre sig en anden, eller ogsaa at lade Sagen gaa sin nuværende Gang en Sæson till? ​Till Sommeren er det min Agt at komme opp till Christiania paa et Besøg og da kunde vi jo tale nærmere om dette Anliggende.

Dette er i al Korthed hvad jeg for Øjeblikket ser mig istand till at svare. Nu beder jeg Dem kun om at modtage og for de øvrige ærede Herrer i Direktionen at frembære min forbindtligste Takk for den mig viste Tillid.